Sådan udføres en enkelt siddet reparation

Enkelt side reparation, Type B reparation

En type B reparation kendetegnes ved at være en dybere skade end den kosmetiske type A. Ved en type A skade er der skader i både gelcoat/maling-laget og i den underliggende glas- eller kulfiber. Ofte vil der også være skader i kærnematerialet, hvis der er tale om en sandwichkonstruktion. En type B skade går aldrig hele vejen igennem laminatet, så de er ikke så vanskelige at reparere.

Forarbejde inden reparation

En Type B reparation har mange ligheder med en type A. Fremgangsmåden er den samme. Man starter med at vurdere skadens omfang og dybde. Er der tale om delamineringer kan man med fordel bruge en hård genstand, som fx en mønt til at banke på det beskadiget område for at kortlægge skadens omfang. Delamineret kul- eller glasfiber vil have en mere hul lyd, når man banker på det i forhold til ”sund” fiber. Derfor kan man lave en ’banke-test’ eller ’tab-test’ og på den måde finde ud af, hvor omfattende opgaven er. Når man kortlægger hvor meget man skal slibe væk er det ofte fristende og fjerne så lidt materiale som muligt, men det er ikke altid en fordel. Står du med en skade med mange hjørner kan det ofte betale sig at slibe mere materiale væk og få et mere ovalt huld. Det vil gøre det langt lettere at laminere, fordi det er langt lettere at tildanne de væv stykker du skal bruge. Samtidig skal du for en hver pris undgå skarpe hjørner. I skarpe hjørner vil der altid opstå stressrevner og du vil være nød til at lave reparationen om.

Slibning

Når omfanget af skaden er kortlagt, skal man i gang med at slibe alt det beskadigede materiale væk. Her er det vigtigt, at alt beskadiget materiale fjernes, fordi det har mistet sin styrke. Er skaden opstået i glasfiber, kan man relativt let se, om det, man sliber i, er delamineret eller ej. Delamineret glasfiber vil som regel fremstå hvidt og lidt mere porøst end resten af konstruktionen. Når det beskadigede materiale er fjernet, skal kanterne af det beskadigede område skærpes, så de bliver skrå og falder med en faktor 1:14 ind imod centrum af skaden – dvs. er laminatet 1mm tykt, skal det skrå område være 14mm bredt og falde jævnt ind imod centrum. Er der også skader på kærnematerialet skal dette også skiftes. Er der tale om skum, er det let. Så skæres det beskadigede skum blot væk og nyt i limes. Er der tale om balsa træ som bruges i mange ældre både, så skal man være mere opmærksom. Her er det meget vigtigt at undersøge om bala kærnen har suget vand. Hvis den har suget vand er man nød til at undersøge hvor meget fugten har bredt sig og alt vådt balsa fjernes. Gør man ikke det til træet rådne og konstruktionen vil miste sin styrke. Det vil ofte give et større huld og reparerer, men det er nødvendigt for at undgå problemer på et senere tidspunkt. indespærret fugt i et laminat med balsa kan være katastrofalt.

Laminering

Når slibearbejdet er færdigt, skal man klargøre de materialer, der skal bruges til at reparere skaden med. Imens man sliber, er det vigtigt, at man holder øje med hvilket materiale, man sliber i, så man senere kan udskifte det beskadigede materiale med tilsvarende nyt. Man kan populært sige, at man skal stræbe efter at lægge materiale tilsvarende det, man sliber bort. Det er vigtigt og bruge sine øjne nøje og notere ned, hvad man møder igennem slibeprocessen. Det er i særdeleshed vigtigt, hvis der er anvendt syede eller vævede måtter. Er dette tilfældet, skal man stræbe efter at lægge det nye materiale med fiber i samme retning som den øvrige konstruktion, sådan at den reparation, du laver, kommer til at ligne den øvrige konstruktion. Det vil sige hvis man der er brugt måtter med specifikke fiberretninger er det vigtigt at man duplikere dette, sådan så de fibre du ligger ind i reparationen kommer til at ligge på samme måde som dem du har slebet væk. Hvis det, man reparerer, er lavet i pulverbundet glasfiber, er det noget lettere. Her behøver man nemlig ikke holde styr på fiberretningen.

Klip alle lapper til på forhånd. Start med den inderste som lige nøjagtig skal kunne dække centrum af skaden og nå ud på det skrå, slebne område. Næste lap skal være lidt større, og dette fortsættes, til man har lapper nok til at fylde hele reparationen op. Man slutter altid af med et ekstra lag det dækker hele reparationen, sådan så din reparation indeholder mindst et lag mere end den oprindelige konstruktion.

Når alle lapper er klippet til, og eventuelt kærnematerialet er gjort klar, affedtes hele området, så alt støv og fedt fjernes, inden man går i gang med at laminere.

Bland en passende mængde epoxy eller polyester og pensel området, så det vædes grundigt. Dette sikrer en god vedhæftning til underlaget. Læg den første lap på og lad den suge lim fra underlaget – tilfør mere lim efter behov. Udføres reparationen i glasfiber, kan man se, at glasfiberen er gennemvædet, når den bliver transparent. Læg derefter den næste lap på og lad ligeledes denne opsuge lim fra underlaget. Man kan eventuelt bruge en udluftningsrulle til at rulle luft ud af fibrene og komprimere laminatet yderlige. Man skal altid tilstræbe at bruge så lidt lim som muligt men samtidig sikre sig, at vævet er gennemvædet. Man opnår ikke større styrke ved og bruge mere lim – tværtimod. Styrken kommer fra fibrene og ikke fra limen. Limen er kun tilstedet for at fastholde fibrene i forhold til hinanden.

Hele denne proces fortsættes, til den sidste lab er lagt i reparationen. Den sidste bør dække hele det reparerede område. Så vidt det er muligt, kan du med fordel lægge alle lapperne vådt i vådt. Så slipper du for at mat-slibe imellem hvert lag. Der kan dog være steder, hvor det er umuligt at lave en hel reparation i en arbejdsgang – eksempelvis under en vandret flade hvor tyngdekraften vil trække reparationen af, inden limen hærder.

Færdiggørelse

Når epoxyen eller polyesteren er hærdet, er selve reparationen færdig. Nu er strukturerne genetableret, og styrken er genopbygget. Hvis reparationen sider et synligt sted, kan det være nødvendigt at lave en kosmetisk reparation oven på den strukturelle. Her vil vi henvise til vores beskrivelse af en gelcoat reparation.

Relaterede produkter